Skab den røde tråd med en kernefortælling
Hvordan vil du beskrive kernen af din virksomhed? Hvordan vil du koge beskrivelsen ned til 100-300 ord? Dér har du din kernefortælling.
Det korte afsnit er helt vitalt for, om resten af din kommunikation fremstår tydelig, autentisk og troværdig.
Men hvordan kan jeg opsummere hele min virksomhed på så lidt plads, tænker du? Den tanke kan vi godt sætte os ind i. Vi giver dig her vores bud på en guide til din kernefortælling.
Hvad er en kernefortælling?
Kernefortællingen er en tekst, der præsenterer din virksomheds fundament, skåret helt ind til benet. Den fortæller, hvem I er, hvad I gør for hvem, og hvordan I gør det bedre end jeres konkurrenter.
I din kernefortælling kan du komme ind på historien, kulturen, værdier, målgruppe og hvordan du differentierer dig.
Kort og godt skal kernefortællingen give læseren en klar og tydelig idé om, hvad essensen af din virksomhed er.
Hvem skal udarbejde din kernefortælling?
Til udarbejdelsen af kernefortællingen er det vigtigt at have nogle, der kender virksomheden indefra.
Derfor bør ledelsen, der kender den overordnede strategi bedst, være den drivende kraft bag.
Ligeledes er det vigtigt at inddrage andre medarbejdere, der oplever andre perspektiver, end ledelsen oplever.
Men det er i den grad også vigtigt at tage kunderne med på råd. Det er trods alt dem, som du gennem din kernefortælling, henvender dig til.
De ved, bedre end nogen anden, hvorfor de foretrækker dit produkt fremfor andre.
Hvorfor kernefortælling?
Teknologiens indtog har betydet, at det aldrig har været lettere at starte en webshop, website eller kommunikere digitalt – uden at skulle hive den store pengepung frem.
Men udviklingen har også den konsekvens, at konkurrencen aldrig har været hårdere, end den er nu.
Særligt små og mellemstore virksomheder har svært ved at slå gennem lydmuren hos forbrugerne, der har mere at forholde sig til end nogensinde før.
Kernefortællingen er første trin mod at differentiere sig fra konkurrenten. For at gøre det, skal kunden i løbet af få sekunder have en idé om, hvordan DIN virksomhed og DIT værditilbud er unikt.
Vi er sikre på, at din roman om din virksomheds historie er nok så interessant.
Men det gider kunden altså ikke bruge sin tid på.
Du skal kunne gøre det kort, præcist og skarpt.
Sammenhængskraft i din kommunikation
Når du markedsfører din virksomhed, står du stærkere, hvis din kommunikation har en tydelig rød tråd.
Her hjælper kernefortællingen dig.
Den sikrer dig sammenhæng mellem dine annoncer, website, sociale medier, flyers, PR og meget mere.
Men kernefortællingen er ikke kun til for at få kunden til at forstå essensen af din virksomhed.
Den sikrer også, at du og dine kolleger har en bedre forståelse for, hvad I egentlig står for.
Sådan skriver du din kernefortælling
At skrive en kernefortælling er ikke nogen nem opgave. Selvom det er en kort tekst, er det svært at korte hele din virksomhedsfortælling ned til få ord.
Her får du 3 trin til udarbejdelsen af din kernefortælling:
1. Start med at gå i dybden
Før du går i gang med at skrive din kernefortælling, er det en forudsætning, at du har uddybet hvert enkelt aspekt for sig selv.
Tillad os at forklare:
Mission og vision. Målgruppepersona, differentieringsparametre, historie, kultur og værdier. Alt sammen skal være grundigt beskrevet og afklaret.
Du er ganske enkelt nødt til at gå i dybden med din virksomhedsfortælling, før du er i stand til at koge det hele ned til kernen.
2. Skær ind til benet
Efter at du er gået i dybden med det hele, og føler, at du har et godt overblik, kan du skære ind til benet.
Dette gør din fortælling skarpere.
Du kan fx tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvad er vores produkt?
- Hvorfor eksisterer vi?
- Hvem er vores målgruppe?
- Hvordan skaber vi værdi?
- Hvornår leverer vi ydelsen?
- Hvad er kundens pay-off?
Ovenstående spørgsmål er en guideline, og er altså ikke en konkret fremgangsmetode, du ikke må afvige fra.
Disse fællestræk omformulerer du til korte budskaber. Her er det at vigtigt, at budskaberne skiller sig ud. De skal have kant.
‘What’s in it for me?’
Kunderne ønsker at vide, hvad deres gevinst er ved at vælge din virksomhed.
Og det skal formuleres i din kernefortælling.
At jeres produkter er bæredygtige og af god kvalitet, kan alle og enhver sige. Hvad får jeg ud af det? – tænker kunden.
Hvordan kan kunden mærke, at I er garant for bæredygtighed og kvalitet?
Giver det kunden en bedre samvittighed, at I forhandler bæredygtige produkter?
Hele tiden hav for øje, hvordan I skaber værdi overfor kunden. Og husk at kommunikere det ud.
3. Brug din kernefortælling aktivt
Din kernefortælling skal skabe harmoni i virksomhedens kommunikation.
Målet bør være at få kunden til at huske de overordnet træk i kernefortællingen. Og nej, du skal ikke bede kunden om at læse den igennem på ugentlig basis.
Essensen skal kommunikeres ud gennem konkrete budskaber på de platforme, der er relevante for din virksomhed.
Det betyder, at fortællingen skal gerne være så tydelig repræsenteret gennem alt din kommunikation, at kunden ikke engang behøver at læse den for at kende indholdet.
Brug for hjælp?
Kernefortællingen er en svær men vigtig disciplin for gennemslagskraften i din kommunikation.
Har du læst med så langt, er du allerede godt klædt på.
Har du behov for hjælp udefra, er vi i Kjærup Kommunikation specialister i kernefortællinger. Vi tager gerne en uforpligtende snak, hvis du har spørgsmål.
Kontakt os via vores chat, send os en mail eller besøg vores sociale medier.
Se vores LinkedIn, vores Facebook, eller vores Instagram.